Emanuel Lasker
Emanuel Lasker. Født 24. december 1868 død 11. januar 1941. Han var verdensmester fra 1894 til 1921. Han var den anden i rækken af officielle verdensmestre og bevarede titlen i 27 år, længere end nogen anden. Han var desuden matematiker og filosof. Han var af tysk nationalitet og født i Berlinchen i Brandenburg (det nuværende Barlinek i Polen).
Lasker var af jødisk herkomst, idet hans bedstefar var rabbi. Hans forældre var den jødiske kantor Adolf Lasker og dennes hustru Rosalie Israelssohn. Han var den yngste af 4 søskende: Storebroderen Berthold Lasker, der blev en anset læge, og to søstre (Theophila og Amalia). Familien sad i små kår, og da Berthold tog til Berlin for at studere medicin, måtte han klare sig selv økonomisk, hvilket han gjorde ved lidt undervisning og småjobs og en yderst spartansk levevis. Senere opdagede Berthold en tesalon, hvor der spilledes skak om små beløb, og her lykkedes det ham at supplere sine indtægter en smule.
Forældrene havde fejlagtigt fået det indtryk, at det gik Berthold godt økonomisk og sendte derfor i 1879 Emanuel til Berlin for at bo hos ham, mens han gik i skole. Det blev en meget hård tid, hvor han både sultede og frøs, hvilket bl.a. resulterede i en hospitalsindlæggelse. Berthold lærte Emanuel at spille skak, og snart spillede han også om penge i te salonen. Denne kummerlige tilværelse, hvor et nederlag kunne betyde, at der ikke var råd til mad, satte sit præg på Lasker og indgød ham en kampvilje og omhyggelighed med spillet, som han bevarede hele sit liv.
Da livsførelsen i høj grad også gik ud over skolegangen, fik forældrene i 1887 flyttet Lasker til Landsberg (an der Warthe), hvor han blev student i 1888. Laskers ønske var at studere matematik, og det studium påbegyndte han i Berlin i 1888, men allerede i 1889 skiftede han til universitetet i Göttingen. 1889 var også året, hvor Laskers egentlige skakkarriere begyndte. Han vandt først en lille turnering på Café Kaiserhof i Berlin og meldte sig senere samme år til det tyske skakforbunds kongresturnering i Breslau, hvor han deltog i og overlegent vandt den såkaldte "Hauptturnier", som var klassen lige under turneringen for de internationale spillere (der fandt sted samtidig, og som blev vundet af Tarrasch).
Sejren medførte en invitation til en lille turnering i Amsterdam, hvor Lasker blev nummer 2 efter Amos Burn og vandt en pengepræmie, som var betydelig i forhold til hans daværende situation. I denne turnering vandt Lasker et berømt parti mod Bauer ved et dobbelt løber-offer, som har fået mange efterligninger senere. Tilbage i Berlin spillede Lasker simultanskak samt begyndte et antal betydningsfulde matcher mod kendte spillere, idet han vandt over v. Bardeleben, der ansås for at være Berlins stærkeste mester, og over Jacques Mieses, der var blevet nummer 3 i den omtalte internationale turnering i Breslau. I 1891 besluttede han sig for at opgive sit studium, og han slog sig ned i London, hvor han året før havde spillet mod besøgende på verdensudstillingen. Han boede i London i 2 år, vandt matcher mod flere af de lokale mestre og udgav et skaktidsskrift, London Chess Fortnightly. I 1892 udfordrede han Tarrasch til en match, men denne afslog med begrundelsen, at Lasker manglede at vinde en førsteplads i en stor turnering. Tarrasch havde på dette tidspunkt netop vundet 3 af de 4 store turneringer, han vandt i træk. Afslaget blev ikke glemt af Lasker, som først gav Tarrasch chancen mange år senere, da denne var ovre sin bedste tid.
Lasker fulgte i stedet i Steinitz' fodspor og rejste 1893 over Atlanten for at slå sig ned i New York. Her spillede han - og vandt - matcher mod flere førende, amerikanske mestre og præsterede desuden at vinde den internationale turnering i byen samme år ved at vinde samtlige 13 partier.
Det lykkedes ham derefter i 1894 at få arrangeret en match mod Steinitz om verdensmesterskabet. Denne match vandt Lasker overlegent med 10 gevinster mod 5 nederlag og 4 remis. Hans spil var ikke bemærkelsesværdigt, men godt nok til at udnytte den aldrende mesters svagheder. Laskers opstigning fra "hovedturneringsspiller" til verdensmester tog således kun 5 år, og han bevarede som nævnt titlen i 27 år, hvilket er længere end nogen anden officiel titelindehaver.

Lasker opholdt sig i New York det første par år efter titelkampen og udgav i 1895 bogen: Common Sense in Chess (Sund fornuft i skak), baseret på foredrag, han havde holdt under sit ophold i England. Hans første turnering som mester var skakturneringen i Hastings 1895, der var den hidtil stærkest besatte turnering. Her opnåede han lidt skuffende kun en tredjeplads, da turneringen blev vundet af Harry Nelson Pillsbury, som spillede sit livs turnering. Michael Tschigorin blev nr. 2, mens Steinitz blev nr. 5 og viste, at han endnu ikke kunne afskrives. Lasker spillede dog i 1895 og 1896 to store turneringer i henholdvis Sankt Petersborg og Nürnberg, som han begge vandt.
Steinitz udfordrede Lasker til en revanchematch, og den fandt sted i Moskva i 1896/97, hvor Lasker viste sig endnu mere overlegen. Han trak sig herefter tilbage fra skak til 1899, flyttede først tilbage til England og derefter til Tyskland og færdiggjorde sine matematikstudier i Berlin og Heidelberg. Han fik doktorgraden i 1900. Forinden havde han fejret to store triumfer: Den internationale turnering i London 1899 vandt han med et bemærkelsesværdigt forspring på 4½ point, og også en stærk skakturnering i Paris år 1900 i forbindelse med verdensudstillingen i Paris 1900 vandt han overlegent. For første gang i ti år deltog han i en turnering uden at vinde, da han blev delt nr. to i Cambridge Springs i 1904, hvor Frank Marshall vandt. På dette tidspunkt forsøgte flere at få Lasker til at sætte sin VM-titel på spil, men forsøgene strandede indtil 1907.
Det lykkedes ham ikke at finde en akademisk stilling, selvom han ansøgte både universiteter i Tyskland, i England (Manchester) og også Columbia University i New York. Disse forgæves forsøg tvang ham til at tjene sine penge ved at spille matcher og fik ham desuden til at studere filosofi. I 1907 udkom hans første filosofiske skrift (samtidigt på engelsk og tysk) med titlen henholdvis Struggle og Kampf. 1907 var også året, han forsvarede sit verdensmesterskab for første gang siden revanchematchen mod Steinitz, da han slog Frank Marshall i en match med 8 - 0 (7 remis)
1908 vendte han atter tilbage til Tyskland og slog sig ned i Berlin. Han satte i denne periode sit mesterskab på spil i VM-matcherne mod Siegbert Tarrasch (match i 1908), Carl Schlechter (match i starten af 1910) og Dawid Janowski (match i slutningen af 1910).
I 1909 vandt han en turnering i Skt. Petersborg på deling med Akiba Rubinstein
Lasker deltog i den sidste store turnering før 1. verdenskrig, skakturneringen i Sankt Petersborg 1914, hvor han efter en hård kamp med Capablanca endte som vinder. Ved denne lejlighed fik han selv, Capablanca, Tarrasch, Marshall og Alexander Aljechin tildelt hæderstitlen skakstormester af zar Nikolaj 2. af Rusland.
I efterkrigstiden helligede Lasker sig fornyet filosofien og offentliggjorde 1919 sit hovedværk herom: Filosofien om det ufuldendte.
Et fornyet forsøg fra Capablancas side på at opnå en match med Lasker om verdensmesterskabet, mislykkedes i 1920, igen af finansielle grunde. Lasker, der efterhånden var blevet 53 år, tilbød da at afgive titlen til Capablanca, men dette blev afslået af Capablanca, der ikke ønskede at bliver mester uden kamp. Ved fornyede anstrengelser kom VM-matchen mellem dem i stand, og den spilledes fra 15. marts til 28. april 1921 i Havanna. Lasker, der ikke følte sig tilpas i det uvante, tropiske klima, opgav matchen efter 14 partier ved stillingen 5-9 (+0-4=10), hvorefter Capablanca blev den nye verdensmester.